Sidste del af påsken hos os gik med det her. Jeg tror simpelthen ikke hun har været rask 4 uger i træk siden hun begyndte i vuggestuen. Og ugen blev afsluttet med dobbelt mellemørebetændelse og dræn i begge ører, nu håber jeg de bliver siddende. Håber, det er sidste gang penicillin i rigtig lang tid. De næste gange beder jeg til, hun kan klare den selv, eller at hun måske ligefrem ikke bliver syg de næste par måneder...er det virkelig så meget at bede om?! Det lille pus, smerter, feber og bare rigtig føffe! Og så det stakkels store pus... Vær nu stille Jonas, lad hende nu være hun gider ikke, nej Jonas ikke skubbe til hende osv osv. Natten til onsdag skreg hun bare....og vi kiggede på hinanden og blev enige om, at om 2 år bliver det hele meget bedre, om 2 år bare....
Måske bliver det allerede bedre nu.... Ja man kan jo ikke andet end at håbe.
Gudskelov er der ingen problemer i vuggestuen. Tænk at hun stadig bare smiler glad, når man afleverer hende. Ingen sure miner. Heller ikke hele dagen dernede. Hun er glad og tilfreds og går rundt og hygger, og det er et langt mere tilfreds barn, vi får hjem om eftermiddagen. Nå men lige nu går det godt, hun har sovet igennem 2 nætter og er ikke syg. Så er det jo med at nyde det.
Her sidder de begge tålmodigt og venter. Tøjet er på, og mor skal blive færdig. Sådan er scenariet hver gang vi skal ud af døren :0)
Jonas kunne lave kunster i flodhestehuset -ingen hænder på gelænder- og vi kiggede og roste, men var altså en anelse optagede af de flodheste :0). Ellers en dejlig dag. Vi havde svigerinden og en af hendes venner m datter med. Og den lille forskel var tydelig. Hun gik lige så pænt ved siden af sin far hele dagen, stille og roligt, mens Jonas stæsede rundt. Han har løbet 3 gange så langt som os andre idag. Frem og tilbage. Han var sød til at komme når jeg kaldte, men det der med at følges pænt med os andre, det var ikke lige ham. Han skal have brændt krudt af. Marie nød det også, selvom hun sov en stor del af tiden. Hun fik dog tid til at gå lidt rundt. Og imorges lød det helt sikkert BAAR! (efter far, der var bag lukket dør :0))
-Og nu er årskortene købt, så vi kan få taget os sammen til at tage derind noget oftere. Jeg glæder mig.
-Og hold da op, det der nye flodhestehus. Helt fantastisk. De ser ud til at nyde livet. Vandrer rundt på bunden af vandbassinet, som er dejlig stort. Har i mange år stået ved det gamle anlæg og drømt om, at grave ud omkring det, så de fik noget mere plads at gå rundt på. Det har de fået nu. Og vi fik det helt store show. Aktive flodheste, der "leger" med hinanden, og den ene sked ud over det hele :0). Bare for sødt.
Det er åbenbart mange børns første sang. Husker lige så tydeligt en morgen for nogle år siden, hvor jeg blev af den smukkeste skønsang :0) Inde fra Jonas' værelse lød lille Peter edderkop, "så kom solen" blev sunget m den klareste facet, og jeg lå og fik tårer i øjnene, og ønskede jeg havde en båndoptager.
Idag er det så Maries tur. -Og nej hun kan ikke ordene, men bevægelserne m hænderne er der(næsten), og så synger hun med på sit eget sprog. Og når vi er færdige er der stående bifald. Vi griner og klapper, og så begynder hun m hænderne igen, og viser vi skal synge mere. Det er bare en fantastisk følelse. Det med at se udviklingen og mærke forståelsen. Mit barn udtrykker et ønske og jeg forstår og efterkommer det, og alle er glade :0)!!!
Denne glade lille pige sagde jeg pænt farvel til imorges og gik på arbejde. God fornøjelse til farmand, der hygger sig med begge børn idag. Jonas sov stadig da jeg gik, så ingen friske billeder af ham :0)
Snart er min arbejdsdag forbi, og jeg kan gå hjem og nyde eftermiddag og aften med mine kære. Jeg glæder mig!!
Maries yndlingsbeskæftigelse (en af dem) er at tage vores andres sko på. Og hun er faktisk ret sej til både at få dem på og gå i dem. Her er det Jonas' gummistøvler, der bliver afprøvet til stor fornøjelse for den unge dame. Hun er da for kær :0)
Sådan stod der på vores familiekalender den anden dag. Hver mandag havde min kære husbond skrevet det. Indtil jeg kom frem til datoen, hvor der står vi skal alle ud og rejse. Tænk, så har han købt ferie til os alle 4. Vi trænger også. Det har været et hårdt efterår m 2 børn, mand MEGET på arbejde, lille Marie syg hele tiden. Vi trænger både som par og som familie. Det bliver dejligt!
Morgenen gik med en spand til Jonas. Kl 5.30 blev jeg vækket af ham, han kastede op. Gudskelov er han nu så stor at han kan gøre det i en spand. Min vaskemaskine er brudt sammen, så hvis jeg skulle have et lager af bræktøj liggende, ville det ikke være så lækkert. Han kom sig dog forholdsvist hurtigt, og da jeg gik på job, havde han holdt 10 Mariekiks i sig i nogle timer.. Vi håber det var det, og at Marie slipper.
Sidste fredag var jeg ude og bowle m mit arbejde. Min bror og svigerinde passede børn, manden var på Fyn i weekenden. Jeg kommer hjem efter en dejlig aften, og sludrer lidt m babysitterne, alt er gået fantastisk!
Pludselig hører jeg en lyd fra Maries værelse, går derind, og hun sidder op og hiver efter vejret. Føj det lød ikke godt. Synes faktisk jeg bevarede roen rimelig godt. Ind og ringe til vagtlægen,"Du er nr 5 i køen!", ja der sidder jeg med et barn, der ikke kan trække vejret. Min bror står klar m mobilen til at ringe 112, hvis jeg synes. Snak m lettere arrogant lægevagt "Er det dit første barn?", NEJ, MEN HUN KAN IKKE TRÆKKE VEJRET! Vi får at vide at kold luft hjælper, så jeg pakker hende ind, og går på gaden, synes ikke rigtig det hjælper, så vi beslutter at køre forbi børnemodtagelsen. Her får vi hjælp, de er rigtig søde, og Marie får det efterhånden bedre. Falsk strubehoste var det. Lægens primære opgave er at få beroliget mig, det er godartet, helt normalt, men vi er selvfølgelig velkomne, hvis hun får tilbagefald. Hun får maske m adrenalin og binyrebark, og vi kører hjem igen. En smule chokeret var jeg og meget taknemmelig for min bror og svigerindes tilstedeværelse. Hvor heldigt, at de ikke var taget hjem, og en smule ubehageligt, at være alene. Men jeg kunne godt mærke, jeg følte mig mere tryg, fordi jeg nu vidste, hvad jeg skulle gøre.Vidste hvad der hjælper.
Pyha, et øjeblik troede jeg hendes sidste time var kommet. Hvor fantastisk, at JOnas sov fra det hele. Bagefter kunne jeg godt fnise lidt over, at jeg sad m telefonen ned til maries mund, og råbte til vagtlægen, kan du høre hende?! Det kunne han godt :0). Måske skulle jeg have lyttet lidt mere til ham, det var bare så møg svært at tro på, hun ikke var ved at dø fra mig. Og alligevel vidste jeg det jo godt. Ellers havde jeg ikke siddet og ventet på at komme igennem. Inderst inde har jeg vidst, det ikke var livsfarligt, bare meget meget ubehageligt. Det var helt surrealistisk for os alle, at sidde 12 timer senere med et glad pludrende barn, fuldstændig symtomfri. Hun er en smule snottet pga kulde på hendes værelse, men nu er alt godt igen. Og jeg er vel rustet til, hvis hun skulle få det igen. Jeg skal love for, det lille myr skraber til sig af sygdom, pyha. Lille skat. Har idag overgivet mig og købt den store flaske Panodil :0).
