Dagbog for iwl

Jeg elsker...

Jeg har altid været klar over, at jeg er ovenud velsignet med de mest fantastiske bedsteforældre til mine små poder. Men nogengange er det bare nogle små ekstra ting, der ligesom slår det fast med 7-tommer søm. Som her til morgen, hvor vi har sovet hos mine forældre, fordi de skulle passe børnene idag, da både Preben og jeg skulle på arbejde (Preben har været væk i 3 dage og kommer først hjem imorgen). Mit vækkeur ringer kl 7, og da Marie allerede kl 6 begynder at småbrokke sig, går jeg ind for at tage hende. Så kommer min mor ind og tager over. Gå du bare ind og sov en time til, jeg skal nok tage hende ind til os...AAAAH, bare for skønt! Jeg elsker min mor!!!

Marie går. Hun gik så småt lige inden hun blev syg, men det gik (hæhæhæ) i sig selv igen. Nu er hun tilbage. Begyndte så småt d 23.dec at tage flere skridt. -Og nu går :0) det bare stærkt. Man kan se fremskridt hele tiden. Hun prøver sig selv. I starten kun, når der stod en og tog imod, så kunne hun kaste sig fremad tilsidst. Så kunne man se hende måle afstand "kan jeg mon nå derhen?" Og nu går hun -stadig forsigtigt- men langt, både 10 og 15 skridt. Ser simpelthen så sødt ud, det der stolte smil, når hun stavrer afsted. Min lille prut.

I fredags var jeg til julefrokost hos et vennepar, der venter sig til februar. Og tænk, jeg havde ikke engang den der lyst til at få en til. Troede sgu lidt det var en latent følelse hos mig. Det der med altid at have lyst til en til, når jeg så gravide maver, eller helt små babyer. Men her var det for første gang ingen misundelse (på den gode måde). Jeg glæder mig usigeligt på deres vegne, og vil selvfølgelig vanvittig gerne holde og nusse, når den tid kommer. Men den aften følte jeg bare en glæde over, at Jonas er så stor som han er, og ikke kræver den intensive pleje, kan spise selv, kan sove længe osv, og Marie er godt på vej. Jeg går imod en tid uden helt små børn, og faktisk glæder jeg mig. Nyder hvert øjeblik af Maries udvikling (nok lige med undtagelse af opbygning af immunforsvar.. det kunne jeg måske godt lære at leve uden-al den sygdom, pyha), for jeg bliver mere og mere overbevist om, at det er sidste gang jeg skal opleve det. Ikke flere børn til os!

Skulle lige til at skrive godt nytår, men .... gæt hvem der sidder på pinden nok engang imorgen aften. Jeps undertegnede går på job igen.

posted by iwl @ 12/30/2007 01:55:00 PM