Lilypie 6th to 18th Ticker

Lilypie 2nd Birthday Ticker

Friday, May 30, 2008

Lev i nuet!

Sådan sagde min kloge kollega til mig for et par timer siden. Årsagen...jeg pev af misundelse over et ældre ægtepar på vores ferie til Mallorca, der sad en aften på deres altan, og drak et glas kølig hvidvin og spillede Yatzy. Tænk at sidde på sin ferie og have tid til at spille Yatzy og drikke hvidvin... Ja, hun har sgu ret. For om 20 år sidder jeg sikkert og piver over, at mine børn ikke gider komme og besøge mig, og jeg aldrig ser dem. Nu brokker jeg mig, når de kræver min opmærksomhed. Måske jeg skulle ændre lidt på mit livssyn.. Er igang, men der er helt sikkert altid plads til forbedring.

Istedet for at brokke mig over Maries temperament og hysteri, når hun ikke lige får sin vilje, skulle jeg hellere glæde mig over hendes kampgejst, over hendes klukkende latter, når en af os laver pjat. Over hendes mimik -surmuleansigt, hvorefter hun skæver ud gennem øjenbrynene, ser vi kigger og stikker os det største grineansigt, for iiih hvor hun fjoller-, over de små ord, der bliver flere og flere, og ikke mindst over at hun i nogle dage har sovet uafbrudt fra 20-6.30:0))

Istedet for at klage over Jonas' energi niveau, hans 1000 spørgsmål i timen, hans prøven grænser af, skulle jeg hellere glæde mig over min store videbegærlige glade selvstændige dreng, der glæder sig til skolen næste år, der nyder at spille Matador-junior og bliver stolt når han lander på rumraketten og kan købe den. -Og jeg bliver stolt når han selv regner ud, at han skal have 2000 tilbage på en 5000, når han køber for 3000kr. Han er da intet mindre end et geni :0). -Og hvis ikke er han bare dejlig alligevel og jeg elsker ham overalt på jorden. Han prøver og spørger om ALT mellem himmel og jord. Man skal altid være forberedt på nye ting. Ind imellem taler vi også om tingene, nogengange ved vi det jo ikke, og så spørger vi ham, hvad han tror, og det kan jo sagtens være rigtigt. Hvor er Gud henne? Er oldefar kun knogler? Hvordan slår man en kylling ihjel (jeg ender som vegetar :0))? Er Obelix stærkere end en Skarptand? Osv osv.. Livet er fyldt med spændende nye måder at se tingene på, jeg lærer hele tiden på lige fod med Jonas og Marie.

Istedet for at kritisere manden for de ting, der irriterer skulle jeg hellere være lykkelig for en friaften m kollegaer, og efterfølgende overnatning hos min bror, så jeg ikke skal tidligt op, for den smukke halskæde og øreringe han gav mig til vores 5-års bryllupsdag i lørdags og for at jeg trods bryllupsdag fik lov at svælge i det her :0).

Så hun har ret hende min kloge kollega. Nyd nu de 2 små vidunderlige skabninger, der dagligt beriger mit liv med alverdens små oplevelser og alverdens kærlighed istedet for om 15 år at sidde og tude over, at "den gang gik jeg bare og brokkede mig" :0). Jeps det er det jeg vil gøre!!!

0 Comments:

Post a Comment

<< Home